Styrker og svagheder til jobsamtalen – sådan svarer du
Spørgsmålet om styrker og svagheder kommer til de fleste jobsamtaler. Arbejdsgiveren vil se, om du kender dig selv – ikke om du er perfekt.
Sådan svarer du på dine styrker
- Mødestabil og pålidelig
- Rolig, når der er travlt
- God til at samarbejde
- Lærer nye ting hurtigt
- Grundig og ordentlig
Vælg 2–3 styrker, der passer til jobbet, og giv et kort eksempel på hver. “Jeg er stabil” bliver stærkere med “Jeg havde ingen fraværsdage sidste år”.
Sådan svarer du på dine svagheder
- “Jeg kan blive utålmodig, hvis noget går langsomt – derfor har jeg lært at spørge, hvad jeg kan hjælpe med.”
- “Jeg er ikke vant til at tale foran mange – det øver jeg mig på ved at tage ordet på møder.”
- “Jeg siger nogle gange ja til for meget – nu skriver jeg mine opgaver op og prioriterer.”
Vælg en ægte svaghed, som ikke er afgørende for jobbet, og fortæl, hvad du gør ved den. Undgå “jeg arbejder for meget” – det lyder indøvet.
Øv dig højt
Sig dine svar højt et par gange, fx til en ven. Så sidder de bedre, når du er nervøs.
Senest opdateret 18. oktober.